Har du lyst til at bruge din erfaring med bogholderi og regnskab i en norsk ejet virksomhed i stor vækst? Så er denne nyoprettede stilling måske noget for dig. Her er et godt kollegialt fællesskab og faglige muligheder for at udfolde dig.
UniformPartner har egen produktudvikling og systuer, der gør os i stand til at imødekomme de fleste kundeønsker til uniformer og beklædning. Kunderne er nogle af Europa´s store virksomheder, indenfor flyselskaber, øvrig transport, detailhandel og HORECA markedet.
Med reference til firmaet´s COO, der også holder til i Pandrup, får du en nøglerolle, hvor du bl.a. arbejder med følgende opgaver:
- Bogføring og bilagsregistrering
- Debitorer og kreditorer
- Afstemninger af bank, moms og skat
- Løn
- Klargøring af materiale til revision i forbindelse med perioderegnskaber
- Samarbejde med den norske økonomifunktion løbende og assistance i ferie- og spidsbelastningsperioder
Du håndterer med andre ord det danske bogholderi, og du får et tæt samarbejde med den norske økonomichef og accountant. Du er således en del af koncernens samlede økonomifunktion. Du får dermed også opgaver i det norske selskab, hvor du aflaster og hjælper, når behovet opstår.
Økonomifunktionen i Danmark har hidtil været outsourcet, men da der er stor vækst, og vi også flytter flere aktiviteter til Danmark, får du her en spændende mulighed for at forme dit eget job.
Hvem er du?
Du har minimum 4 års erfaring fra en fuldtidsstilling, hvor du har arbejdet med lignende opgaver. Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men det er nødvendigt, at du har en god relevant erhvervserfaring og er godt inde i bogføringsloven.
Du har en rolig og tillidsvækkende tilgang til samarbejde på tværs af landegrænser. Du arbejder systematisk og forstår at dykke ned i detaljerne, når det er nødvendigt, samtidigt med at du også er i stand til at skabe dig et overblik over helheden.
Din omgangskreds vil sikkert også beskrive dig som glad og positiv, proaktiv med stort drive, iderig og lærenem.
På den faglige side har du den nødvendige erhvervserfaring fra en økonomifunktion, hvor du har arbejdet med ERP systemer. Vi anvender SAP Business One, men vi tænker, at kommer du fra et andet ERP system, kommer du hurtigt ind i det. Du er naturligvis stærk i Excel og har en god forretningsforståelse.
Da vi har produktion og kontorer i udlandet, er det nødvendigt, at du, udover dansk, har et godt niveau i engelsk mundtligt og skriftligt. Det vil være en stor fordel, om du kan kommunikere på "skandinavisk", da du får tæt kontakt til hovedkontoret i Bergen Norge. Der vil være enkelte kortere rejser til Bergen.
Hvad tilbyder vi?
En nyoprettet stilling, hvor du får mulighed for at præge dit eget job og udvikle dig. Du får kontor i Pandrup, så vi regner med, at du bor indenfor max en time herfra. Vi tilbyder god fast løn, pensionsordning og fleksibilitet med mulighed for at arbejde hjemmefra, når behovet opstår. Vi vil dog helst, at du som udgangspunkt er i Pandrup i dagligdagen for at holde tæt kontakt til dine øvrige kollegaer.
Lidt om UniformPartner
UniformPartner blev grundlagt i 1993 i Norge og er nu en førende aktør på uniformsmarkedet. Hovedkontoret ligger i Bergen og vi har afdelinger i Oslo, Trondheim, Sejlje, Danmark, Bangladesh og Kina.
I Bergen, Oslo og Selje har vi også systuer, hvor vi tilpasser produkter i form af syning, tilretning, broderi og print. Ligeledes har vi også samarbejdsaftaler med danske systuer, så vi altid kan tilpasse til kundens ønsker.
Vi har specialiseret os med totalleverance af uniformer, profilbeklædning og tilbehør til den offentlige og den private sektor. Vi har mangeårig erfaring med design, produktudvikling og distribution af uniformer til storforbrugere i både Norge og Europa.
UniformPartner har over 70 dedikerede medarbejdere, som hver dag yder sit bedste for kunderne. Menneskelige faktorer har stor betydning for vores virksomhed og vi bruger vores samlede kompetencer og ekspertice i arbejdet, vi udfører.
Vores kernekompetence er også vores styrke og omfatter produktudvikling, produktion og salg. UniformPartners største konkurrencefordel er vores evne til at tilpasse os i forhold til kundernes ønsker og behov.
I Danmark er vi i 2025 flyttet til rummelige kontor- og lagerfaciliteter i Pandrup, hvor vi har plads til at vokse. Se mere på https://dk.uniformpartner.no/
Er det noget for dig, hører vi gerne fra dig snarest muligt.
Ansøgninger behandles løbende og ansøgninger modtages kun via link i denne annonce. Der er ingen ansøgningsfrist, da vi ansætter, når vi har den rette. Alle spørgsmål vedr. stillingen sker til Flemming Lund på tlf. eller mail, idet Lund HR håndterer hele rekrutteringsprocessen.